VILDE CYKLISTER (IKKE VIKINGER) HÆRGEDE FREDERIKSSUND OG OMEGN
Fredag den 19. maj afholdt Tirsdagsholdet sin årlige sommerudflugt, i år med udgangspunkt fra Vikingebyen Frederikssund.
18 morgenfriske vikinger og skjoldmøer, heraf 14 cyklende samledes, før de drog ud på togt, hos Ove ”Betjent” Jensen i Frederikssund, for at indtage det helt store morgenbord samt lidt morgenmjød.
Julle havde valgt at lægge sin fødselsdag på selv samme dag, men da han (let presset) ikke ville undvære Tirsdagsholdets udskejelser, blev han under morgenmåltidet overøst med lykønskninger samt selvfølgelig det obligatoriske ABC-hurra under Runes kyndige ledelse.
Fik jeg nævnt, at det var en skøn solrig forårsmorgen og en af de første dage hvor temperaturen var så høj, at de blege stikkelsbærben kunne luftes uden at blive blå af kulde. Da klokken blev 10 og ”betjenten” blæste til afgang, ja så begyndte det at regne og togtet blev udsat et kvarters tid, inden vi herefter kunne begive os ud på de planlagte 35 km i pragtfuld solskin.
Der er kun en bakke, havde ”Betjenten” lovet, men han kunne godt have fortalt at den strakte sig over alle 35 km.
Ruten vi kørte, gik over den nye Frederikssund by Vinge, Skenkelsø, Jørlunde, Slangerup, Uvelse, Lystrup, til benbrækkeren før Strø. Her gik det helt galt, fordi vores turleder kom bagud, da han måtte hjælpe fødselaren op ad bjerget. Så da vi nåede toppen af bakken ville Rune til højre med Sigerslevvester, imens den rigtige rute var lige ud. På spørgsmålet om vi ikke skulle vende om, sagde den lokalkendte Erik Steen, at det var lige meget idet vi ville havne samme sted og på den måde blev vi splittet op i to grupper. Nogle kørte frem til det der i dag hedder Græse Strandvej, men i fordums tider frem til midt i 70erne var landevejen imellem Frederikssund og Frederiksværk. Men som Julle senere på dagen sagde, så kørte de der kørte rigtigt over om Hørup.
Efter morgenens regnskylle vendte alle småsten selvfølgelig den spidse ende opad, så allerede efter 7 kilometers kørsel punkterede fødselaren, og kort efter punkterede Rune på baghjulet. Han fik hurtigt skiftet slange (til en af dem med kun 2-3 lapper) og op på rammen igen, hvorefter han i selvsamme sekund punkterede igen, dog på forhjulet denne gang – sådan kan det gå!!
Hjemme hos ”Betjenten” igen, fik vi vasket opsprøjtet (ikke sveden) fra vejene væk, imens andre nød en enkelt pilsner eller to. Grillen var allerede blevet gjort klar da cyklisterne var på tur og den herligste flæskesteg og de uundværlige pølser blev nu indtaget i store mængder.
Til kaffen havde Tove, i anledning af Julle’s fødselsdag bagt pandekager. Hun kan bare det der, og for dælen hvor de smagte godt. Tak Tove det må du godt gøre igen en anden gang.
Eftermiddagen gik med hyggesnak i Oves have, med dejlig sol og godt humør.
Tak til Ove for husly og et godt arrangement. Allerede nu vil rygterne vide, at næste års bliver hos Jørn, vi glæder os allerede.
Erik Steen