Tirsdag den 8. juni kunne vi, efter en meeeeget lang Covid-19-nedlukning, endelig igen samles til en ”rigtig” tirsdagssamling.

Men ikke alt var som før Covid, idet vi i mellemtiden var blevet opsagt fra det lokale i Voldparken hvor vi har holdt til de seneste år. Nu, og for fremtiden, bliver vores møde- og kaffested fra vores moderklub, ABC’s lokaler i Kobbelvænget 65. Vi mødes stadig kl. 10 foran hovedindgangen og kaffen indtages kl. 12 i vores lokale på 1. sal.

Vi er altså kommet ”hjem”, og på trods af lange diskussioner og stor tvivl, så tror og håber jeg, at det vil komme til at fungere for os i fremtiden.

Der er ingen tvivl om, at det er lidt mere bøvlet fordi de af os der kommer cyklende til, skal bære eller tage elevatoren op til 1. sal, så vi kan have vores ”kæreste eje” under opsyn, men mon ikke det blot er et spørgsmål om tilvænning. Det håber jeg, og som en af de cykel-bærende, kan jeg orientere om at det fungerede perfekt denne første gang.

Vi var 13 der startede fra ”hovedindgangen”, tre stødte til på Hareskovvejen og en stødte til i Farum. Efter ganske kort tid punkterede Rune på de tynde 19-mm ringe og det medførte at vi blev splittet op i tre grupper. Rune og Seide kørte ”trim-ruten”, ”HEJ-holdet” drejede fra ved Kolle-Kolle (deres sædvanlige 28-km tur) og ”Raketterne” samt Mellemholdet fulgtes til Bregnerød anført af en godt kørende John Froberg. Ved Bregnerød splittedes vi op så grupperne kunne køre hvert sit tempo og distance hjemover.

Kl. 12 var alle tilbage i vores nye ”hjem” hvor Herman diskede op med en dejlig kaffe-”buffet”. Kaffen var lige så god som den var i Voldparken og basserne, havde de ikke fået lige en tak op? De var i hvert fald gode.

Tag ja-hatten på og kom frisk på næste tirsdag.

(tak til Ole Nimand for foto(s))

viben