Stokkeløb 20. november 2021.
For præcis 100 år siden blev det første Stokkeløb arrangeret, derfor var vi i år vidne til et 100-års jubillæum. Desværre har der i løbet af de 100 år været seks år hvor Stokkeløbet ikke er blevet afholdt, så derfor kan vi se frem til at vi i 2027 kan fejre endnu et jubilæum da det så vil være gang nr. 100 det vil blive afviklet.

Lidt historik
Hovedpræmien, eller vandrepokalen, der køres om er en stok hvorpå en plaquette med årets ”Stokkefars” navn indgraveres.
Stokken stammer fra 1921, hvor bestyrelsesmedlem i ABC, Ejner Rosenstand, under en tur i skoven fandt en tjørnegren hvor en slyngplante havde givet grenen en spiralsnoning. Han fik den tanke, at grenen måtte kunne bruges til et eller andet i ABC – og på den måde opstod Stokkeløbet. Ejner Rosenstand blev selv ”Stokkefar” i 1936.

Dengang, som nu, er titlen ”Stokkefar” en hæderspris, der uddeles til en ABC’er som gennem en årrække har gjort et godt stykke arbejde for ABC. Det er derfor ikke nødvendigvis den bedste cyklist der får titlen.
Det første løb blev afholdt omkring Damhuskroen, som dengang var et samlingssted for cykelfolket. Titlen gik til hr. O. Nilsson, ruten var på 20 km og blev kørt i tiden 50 min. Og der var 18 deltager.

Fra 1921 og helt frem til år 2000, blev ”stokken ” hentet hjemme hos den afgående ”Stokkefar”, der trakterede med morgenmad, hvorefter det drabelige slag om hæderstitlen kunne finde sted.
Løbet var kun for mænd. Koner og kærester kunne senere, samme dag, tilslutte sig ”festlighederne” der igennem årene er blevet afholdt flere forskellige steder, f.eks. på Damhuskroen, Gimle (et traktørsted i København der er lukket for mange år siden), på private lokationer og siden år 2000 fra ABC’s klublokale.

I slutningen af 1970’erne begyndte de første kvinder at deltage i løbet og man skal helt frem til 1989 før den første kvindelige ”Stokkefar”, Anne Marie Pless, kunne kåres.

Årets løb
Lørdag den 20. november kl. 9 mødte 22 ABC’er op til et flot dækket morgenbord i ABC’s lokaler. Alle var spændte på hvad dagen ville bringe og hvem der, når dagen var omme, kunne kalde sig ”Stokkefar”. Vejret var, selv om det var sent på året, pænt i området ved Utterslev mose, hvor ”racet” skulle stå.
Den seneste ”Stokkefar” Rune Hansen, havde i dagens anledning fundet en lille rute på ca. 3,5 km rundt om Utterslev mose, en fin lille rute som passede godt til de fremmødte. Ruten skulle gennemkøres tre gange, og efter første omgang skulle cyklerne lægges i vejsiden og deltagerne skulle derefter tage en ”LeMans-start”.
Ni deltagere havde tilmeldt sig, men Fritz Mogensen havde ”glemt” sin cykel, så svoger Ejdum (som havde ”glemt” at tilmelde sig) overtog pladsen, og dermed forblev deltagerantallet på ni.
Kl. 10 var der styr på startlisten og Anne Busborg (chefkommissær), Jane Skovbo (starter) og Birte B. Jørgensen (tidtager) lod starten gå.
Der blev kørt i moderat tempo, men som sædvanligt var der flere der ikke helt havde forstået løbets regler. F.eks. blev Erik Seidelin taget i at skyde genvej (måske for at få lov til at køre alene, som han har for vane om tirsdagen), han blev selvfølgelig deklasseret og blev nægtet en fiskefilet ved den efterfølgende frokost.
Erik Steen havde misforstået løbets længde og stoppede efter to omgange. Undskyldningen var, at han troede, bla,bla bla…., men mon ikke det bare var fordi han var kold.
Mogens Harboe kørte, på trods af sjældent fremmøde på tirsdags-træningen, et pænt løb, men fik strafpoints fordi jury’ens skarpe øjne opdagede at han kørte uden skærme.
Jørgen Hertz, ABC’s formand var også at finde blandt de hårdt kæmpende cyklister. Det var et smukt træk fra hans side, da han havde fødselsdag samme dag. Han kørte et flot løb, men var meget observerende hele vejen. Det kunne skyldes at det til næste år er ham og ABC der skal stå for arrangementet og at han derfor ville aflure løbets sjæl.
Ove ”Betjent” Jensen har efterhånden deltaget mange gange og som den betjent han har været, ja så overholdt han faktisk alle regler som en af de få.  Hvorfor han først kom over stregen som femte mand, står hen i det uvisse. Det var i hvert tilfælde ikke være cykelproblemer der var grunden, idet juryen bedømte ham til at have dagens flotteste cykel.
John Hansen gjorde sig bemærket ved, på anden omgang, at passere målstregen som første mand og derudover prøvede han også at imponere de tilstedeværende damer ved at stille op med nogle meget ”lirens” solbriller.
Leif Jensen besatte løbets tredjeplads, og det kan undre lidt idet han udviste særdeles utilbørlig optræden, ved i damernes påsyn at lade sit kurfyrstelige vand. Det burde absolut have givet mange minuspoint… Men hvem ved hvad dommerne tænkte!
På en flot andenplads kom ”Stokkefar” fra 2018, Robert Pulvertaft. Som sædvanligt stillede han op i god form og rygterne vil også vide at han var Bookmakernes førstevalg. Men, men, men så kvajede han sig gevaldigt efter løbet og det gav for alvor strafpoints. På tilbage imod klublokalet forsøgte han sig som stuntman og måtte en tur i asfalten. Heldigvis uden personskade.
Tilbage, i dette løbsreferat, står nu kun at nævne dagens vinder. Det blev Jørgen Ejdum, der med en super spurt blev en suveræn etter med over 20 meter ned til toeren. Endnu engang må man undre sig over juryens afgørelse. For det første var han slet ikke tilmeldt og læg så dertil at han også kom for sent til morgenmaden. Onde tunger påstår at han foretrak fru Ejdum’s morgenmad og at han så også kunne få sin ”vitaminpille” i fred og ro. Juryen viste sig i hvert fald meget tilgivende og et smugkig i deres notater afslørede, at juryen anså ham for at være ”den teknisk klogeste”. Tillykke til Jørgen med den titel og også tillykke med sejren.

Årets sportslige højdepunkt var nu overstået og de udmattede cyklister begav sig imod klublokalet hvor Erik Busborg og hans hjælpere diskede op med en flot og velsmagende frokost-buffet klar.
Under frokosten oplæste og uddelte den skrappe, men retfærdige overdommer Anne Busborg, resultatet og uddelte medaljer, ligesom det også blev til et ABC-hurra for fødselaren Jørgen Hertz.

Årets ”Stokkefar” 2021, Birte Boesgaard Jørgensen
Herefter var det blevet tid til, at afsløre hvem der skulle være årets ”Stokkefar”. Vennernes næstformand Herman Jeppesen stod for overrækkelsen og begrundede udvælgelsen med følgende:

”Årets stokkefar har været medlem af ABC i over 20 år og har igennem alle årene hjulpet på mange fronter. Hun er f.eks. altid at finde i køkkenet når vi fester. Hun har smurt rigtig mange sandwich til brug ved mandagsrace og tilbage i 1998 var hun sammen med Sophie Hemmingsen en af hovedmændene* ved opstarten af ”Seje Sild” som dengang og stadig er en væsentlig faktor i dansk kvindecykling”.

Hjertelig tillykke til Birte, som modtog Stokken med stolthed. Hæderen er dig velundt og du har virkelig fortjent den store ære det er at blive ”Stokkefar”*

Eftermiddagen fortsatte herefter med hyggeligt samvær, samt lidt tilbageblik på de mange år vennerne har afholdt løbet. Det er nu tilbageleveret til ABC som arrangerer Stokkeløbet næste gang.

Tak til alle der deltog og tak til ”køkkenholdet” for endnu et godt arrangement.

*Beklager hvis nogle, i disse MeTo og kvindesagstider, er blevet stødt over ordet ”Stokkefar” og hovedmændene. Der hvor ordene optræder er det tilladt for læseren at erstatte Far og Mændene med personer.

Erik Steen og Viben