Jamen dog, hvad skete der? Og hvor var det skete?

Tirsdagsholdet har desværre været bemærkelsesværdig stille i denne vinter, selvom stille ikke lige er det ord man kan hæfte på den stemning man oplever, når man træder ind i mødelokalet om tirsdagen omkring kaffetid. Jah, der lyder det nærmest som en hønsegård.

Når det hjemlige Tirsdagshold nu på den måde vælger ikke at videregive deres små cykeloplevelser, så vil jeg prøve at agerer Tirsdagsholdets Udsendte, med en lille forårsberetning fra det spanske.

Rygterne vil vide, at omegnen omkring Calpe, nu er ved at blive pyntet op til stor modtagelse af ABCs ryttere, så der er klar når de ankommer til 10 dages strabadser, den 11. marts. I hvert tilfælde kan jeg love at foråret er i fuld gang hernede. Der kan cykles i korte ben hver dag, og den korte trico kan også bruges de fleste dage. Dette skal tages lidt med forbehold da jeg befinder mig 90 km længere sydpå og heller ikke i samme højde som Calpe. Under alle omstændigheder ønsker jeg alle deltagerne en udbytterig tur.

Mit ophold her, startede for ca. 4 uger siden. Temperaturen om morgenen lå da på 8-10 grader, men allerede nu ligger den rimeligt konstant på 15 grader og også vinden fra bjergene er blevet betydelig lunere. Så det er rigtigt dejligt forårsvejr.

Som den gamle cykeltosse jeg er indkøbte jeg, da jeg var hernede i december, en ny cykel. Ikke siden 1969 har jeg haft en fabriksny cykel. De jeg har haft i mellemtiden har alle været brugte.

Jeg kunne derfor ikke komme hurtigt nok ned til den lokale “cykelpusher”, afhente vidunderet og komme op på rammen. Jeg har aldrig tidligere haft problemer med at indstille en cykel så den føltes komfortabel, men jeg synes at denne er lidt vanskelig. I hvert tilfælde, har jeg ondt både her og der efter endte cykelture. For det må da være cyklen der er noget galt med – det er da utænkeligt at det skulle være mig der er i så dårlig tilstand!!!!

Og så alligevel! Jeg har været ude et par gange med den store cykelgruppe der er hernede. Første gang var ca. 14 dage inde i mit ophold, som jeg havde brugt til rulleture, så jeg tænkte at jeg nu var klar. Det var tirsdag og de havde annonceret et “Social Ride”. Fint, tænkte jeg, det er lige noget for mig, stille og roligt med tid til at snakke. Det blev der altså ikke noget af. Jo da, vi snakkede de førsste 5 km, så havde jeg ikke mere luft, så jeg sad på hjul resten af vejen. Heldigvis havde de valgt en rimelig flad rute, så de måtte “kun” vente på mig en gang. Jeg er jo ikke så kendt med vejene hernede, så det gjaldt for mig om at følge med, så jeg også kunne finde hjem igen. 95 km fik de lokket mig ud på. Det er lige i overkanten for mig der kun er vant til 50-60 km og synes at det er  alt rigeligt.

Jeg har sidenhen gjort endnu et forsøg på “Social Rides”, men det blev også helt vildt, så det har jeg nu valgt fra og kører for mig selv. Så kan jeg selv bestemme tempo og længde, samt også give mig tid til at se lidt nærmere på de små hyggelige byer som man ellers bare kører lige igennem. Så mine træningsture er nu bare blevet til lange cykelture.

Jeg modtog her til morgen en besked fra Kaj Møller. Han er ankommet til sit hus, der ligger  kun 10 minutter fra hvor vi bor. Vi mødes på tirsdag kl. 10 og kører så, ligesom tirsdagsholdet derhjemme (blot i korte ben) et par timer eller tre, afsluttende med kaffe.

Jeg glæder mig allerede, det er altså noget sjovere at køre med en “buddy”.

Jeg ønsker jer alle “medvind på cykelstierne” derhjemme.

Viben